Athletic Bilbaos hjemmebane San Mamés ligger på et højdedrag lige ud til den kolde vind, der fejer ind fra Biscayen. Stadion kaldes også "La Catedral", men murene er beklædt med slidt bølgeblik og ligner mere et overdimensioneret skur nede på havnen. Det skal man imidlertid ikke lade sig snyde af, for i denne sæson sker der fantastiske ting inde på grønsværen. Årsagen er den tidligere chilenske landstræner, argentineren Marcelo Bielsa, El Loco, som er i gang med at forvandle holdet til en skønhed, der spiller med korte afleveringer og stor bevægelighed i flydende kombinationer. I defensiven lægger man højt pres på modstanderen. Draget af sirenernes sang løber modstanderen ind i knivens kolde klinge.
Mange forbinder Athletic med folk som Andoni Goikoetxea – Slagteren fra Bilbao – der sendte både Maradona og Schuster på krykker, og Javier Clemente med den defensive og destruktive spillestil. Det var Clemente, som i 1986 lagde holdets kreative kraft, Manolo Sarabia, på is. Der findes et berømt fotografi, hvor de to går ude på træningsbanen uden at værdige hinanden et blik.
Clemente og Sarabia.
Det går i det hele taget hårdt for sig på de kanter. I sommer gik det ud over det højreorienterede parti PP's leder i San Sebastián, Ramón Gómez Ugalde. Gómez Ugalde har i parentes bemærket haft livvagt i de seneste 14 år og har været udsat for 3 attentatforsøg fra ETA. I august gik det helt galt for ham. Her blev han fotograferet sammen med byens borgmester, Juan Karlos Izagirre, som er valgt for det baskiske nationalistparti Bildu, der fik 26 % af stemmerne ved forårets lokalvalg. Partiet er bygget på resterne af Herri Batasuna, efter at HB blev forbudt af Spaniens Højesteret p.gr.a. sine forbindelser til ETA. På havnen i San Sebastián har Bildu-bystyret bl.a. ophængt en stor plakat med en tekst, der kræver ETA-fanger løsladt fra de spanske fængsler. Gómez Ugalde blev fotograferet med Izagirre både mens de skålede i anledning af sommerens byfest, Semana Grande, og da de gik ud på rådhusets balkon, hvorfra Gómez Ugalde pegede over mod ETA-plakaten, som han krævede fjernet. Men i medierne så man kun billedet af de to herrer, der smilede til hinanden. Det blev for stærkt for Partido Popular, og de har stemplet Ramón Gómez Ugalde som en forræder. Episoden viser det afgrundsdybe had, der er på højrefløjen mod baskere i almindelighed og ETA i særdeleshed. Man kan endda høre PP-folk sige, at Catalonien måske bliver selvstændigt i vores levetid – de er i det mindste ikke terrorister – men baskerne vil aldrig få lov til at løsrive sig.
Iñigo Arcauz og Ramón Gómez fra PP skåler med borgmester Juan Karlos Izagirre, San Sebastián/Donostia.
På den baggrund er det bemærkelsesværdigt at de spanske aviser er ved at flyde over af begejstring over Bielsas Athletic. Det er værd at bemærke også fordi holdet pointmæssigt har fået en skrækkelig start på sæsonen. Athletic Bilbao ligger tredjesidst i La Primera med blot 1 point i 4 kampe – andre folk er blevet slået ihjel for mindre end det. 1-1 hjemme mod Rayo, 1-2 ude mod Espanyol – selv Abdul Sule havde scoret på den første chance, Athletic gav væk – "Un asunto de porteros", lød overskriften efter den kamp. Tilmed blev holdets omdrejningspunkt på midtbanen, Ander Herrera, skadet og er ude i mindst en måned. 2-3 hjemme mod Betis og 0-1 ude mod Málaga. I mellemtiden har holdet i Europa League vundet 2-0 ude over Slovan Bratislava – "El Athletic ya huele a Bielsa. El equipo bilbaíno gana en Bratislava tras su mejor primera media hora en muchos años".
Athletics Muniain under pres mod Slovan Bratislava.
Selv nederlaget til Málaga udlægges positivt: "Los bilbaínos [...] demostraron, pese a la derrota, que van asimilando el manual de Bielsa. Esta adaptación se notó en la presión de los centrocampistas a los ataques malaguistas, que trataban de arrinconar a los centrales de Pellegrini hacia la banda y sobre todo, en la implicación defensiva de todas las líneas. Aunque el Athletic es un club en el que lo colectivo ha primado siempre sobre lo individual, las ayudas de Muniain en defensa daban cuenta del carácter solidario de los leones. Con esos mimbres y una mayor solidez mental ante la adversidad no deberían tardar en sumar puntos".
Prøv at lægge mærke til Athletic i år. De er værd at se på.
Længere vestpå er Héctor Cúper næsten ubemærket blevet træner for Racing Santander. Ja, dén Héctor Cúper – manden bag det giftige contra-hold i Valencia med folk som Cañizares , Mendieta, Kily González og Claudio López. De spillere, han har til rådighed i Racing er ikke af samme kaliber – slet ikke – og det bliver spændende at se, hvad han kan få ud af det. Foreløbig er holdet fjerdesidst med 2 points for 4 kampe. Onsdag aften spillede de 0-0 hjemme mod et godt nok forfærdeligt Real Madrid, men det er alligevel et flot resultat. Real Sociedad fra San Sebastián ligger nummer 9 med 7 points, så der sker noget på nordkysten. I Andalusien er både Betis, Málaga og Sevilla kommet flyvende fra start, og ligger lige nu nummer 1, 3 og 5 i La Primera. Der er en verden uden for Madrid og Barcelona.