fredag den 19. april 2013

Ferenc Puskás: En Nostalgisk Rejse til Kispest

Onkel Rudi, den lokale slagter, havde lovet pølser til vinderen af eftermiddagens kamp, men drengene kunne ikke blive enige om at dele hold, og der blev ufred med hudafskrabninger og knyttede næver. De andre ville ikke være med, hvis Bozsik og Puskás skulle spille sammen. Til sidst måtte slagteren skille de stridende parter ad, og de lagde huer ud som mål i begge ender af banen. To minutter før tid scorede Puskás’ hold et kontroversielt mål til 13-12. Modstanderne hævdede, at der forinden var begået et stort frispark mod dem og snart endte alt igen i kaos.

Det gamle stadion i Kispest og en ung Ferenc Puskás med holdkammerater.

De dramatiske begivenheder på engen i Kispest gentog sig mange år senere under VM-finalen i 1954, hvor undertippede Vesttyskland slog det ungarske guldhold Aranycsapat. Ingen havde lyst til at møde Bozsik og Puskás, men med få minutter tilbage bragte Helmut Rahn tyskerne foran med 3-2. Ferenc Puskás fik umiddelbart efter et mål underkendt, da den walisiske linjevogter Benjamin Griffiths meget, meget sent løftede flaget for at vinke offside. ”Jeg kunne have slået ham ihjel”, sagde Puskás, men han resignerede og gav hånd, da den tyske anfører Fritz Walter fik overrakt pokalen.

Ferenc Puskás – Öcsi (Lillebror) blandt venner – debuterede som 16-årig for Kispest i 1943 og kom på landsholdet allerede i 1945. Sammen med barndomsvennen, den elegante halfback József Bozsik, stod Puskás i spidsen for de berømte ungarere, som under landstræneren Gusztáv Sebes udviklede WM-systemet ved at trække holdets centerforward Nándor Hidegkuti længere tilbage på banen. Det stillede modtandernes centerhalf over for et eksistentielt spørgsmål om, hvor han skulle placere sig: Skulle han følge sin mand eller holde pladsen i det bageste geled? England fik aldrig løst problemet og tabte i november 1953 6-3 hjemme på Wembley og 7-1 på Népstadion i foråret 1954.

Scener fra en slagmark. Wembley Stadion den 25. november 1953: England–Ungarn 3-6. Forrest Kocsis, Czibor, Puskás, Bozsik og Hidegkuti.

Under habsburgerne sørgede Ungarn for at lægge sig ud med alle sine naboer, og det var medvirkende til, at landet efter nederlaget i Første Verdenskrig blev splittet ad og mistede store områder til Tjekkoslovakiet, Rumænien og Jugoslavien. Så fulgte Horthy-årene med autoritær fascisme, hvorefter landet i 1945 hårdt og eftertrykkeligt blev indlemmet i den sovjetiske interessesfære øst for jerntæppet.

Kommunisterne brugte målrettet sporten i deres propaganda, og det faldt sammen med at ungarsk fodbold i disse år stod med en gylden generation. Man samlede de bedste spillere på klubholdet Honvéd (Moderlandets Forsvarer), som blev underlagt den ungarske hær, da man i 1949 nationaliserede de små og mellemstore virksomheder. I den situation var det oplagt, at hæren skulle overtage landets uden sammenligning mest populære hold Ferencváros, men klubben og tilhængerne var nært knyttet til Horthy-regimets nationalisme. I stedet blev det landsbyholdet ude i Kispest, som kun havde 4.000 tilskuere til sine hjemmekampe. Valget mellem at aftjene værnepligt ved en afsides grænsepost mod Tjekkoslovakiet eller et liv som professionel fodboldspiller overbeviste hurtigt spillere som Grosics, Czibor, Budai, Kocsis og Lóránt om at det var klogt at melde sig ind i klubben, som nu skiftede navn til Honvéd Budapest.

Puskás har senere fortalt, at han var ligeglad med navneforandringen. Spillerne levede et parallelt og privilegeret liv adskilt fra resten af verden med privilegier udlandsrejser og muligheden for helt åbenlyst at smugle vestlige forbrugsgoder ind i landet. Til gengæld lod spillerne sig fotografere blandt de frivillige, som var udskrevet til at opføre det store Nép Stadion i Budapest med plads til 100.000 tilskuere.

Guldholdet. Mellem 1950 og 1956 vandt det ungarske landshold 42 kampe – blandt andet finalen ved Olympiaden i Helsingfors i 1952 – spillede 7 uafgjort og tabte kun én – den ulyksalige VM-finale mod Vesttyskland. Honvéd spillede hjemmekampe på stadion i Kispest til 1953, hvor regimets stort anlagte Népstadion blev indviet.

I dag tager man stadig sporvogn nummer 42 ud til endestationen i Kispest. Derefter går man over den lille jernbaneoverskæring, og så ligger stadion og træningsanlægget lige op ad kirkegården, som det altid har gjort. Ungarerne siger efternavnet først, så nu det hedder Bozsik József Stadion, hjemsted for Kispest Honvéd. Holdet ligger i skrivende stund ligger nummer seks i landets bedste række, mens en kronraget, alt for tatoveret mand holder nysgerrige på afstand. Familien Puskás boede bag den ene tribune – i dag står en lysmast på stedet, og en del huse er revet ned, men ellers ligner området sig selv med små, lave huse ud til de ujævne veje mellem haverne. Folk er meget venlige, så ham den skaldede må være tilflytter.

Kispest før og nu.

Sporvognen går fra metrostationen Határ út. Lidt længere inde ad den store udfaldsvej Üllői út ligger Ferencváros Stadion, hvor landsholdet spillede frem til 1953, da Népstadion stod færdigt. Nép (Folkets) Stadion er i dag opkaldt efter Puskás Ferenc. På vej mod Budapests centrum – Indre Pest, kaldes det smagfuldt på dansk – går Üllőiboulevarden forbi Kiliánkasernen og Corvinbiografen, som var et af de militære holdepunkter under opstanden mod Sovjetunionen i 1956.

Aranycsapat blev aldrig sig selv efter nederlaget i 1954, og den blodige nedkæmpelse af opstanden spredte spillerne for alle vinde. Czibor og Kocsis endte i Barcelona, mens Puskás fik en lang karriere i Real Madrid. Folk som Bozsik, Grosics og Hidegkuti blev i Ungarn og deltog i VM 1958, hvor man røg ud efter gruppespillet, og siden har ungarsk fodbold med få undtagelser været en skygge af sig selv. I Budapest sad Sovjetunionen og den ny partileder János Kádár tungt på tingene.

1956. Øverst billeder af Corvinbiografen, som var et af oprørernes militære støttepunkter.

Lige nu ligger landsholdet nummer to efter Holland i VM-kvalifikationen, men efter Murens fald er Ungarn blevet ramt hårdt af den økonomiske krise. Statsgælden beløb sig i 2012 til 78 mia. Euro – (med ca. 80 % af BNP er det næsten på niveau med Spaniens underskud) – arbejdsløsheden er på 11 %, for de unge under 25 år er den helt oppe på 29 % – det er værre end selv i Spanien – og den politiske højrefløj marcherer frem med premierminister Viktor Orbán og Fidesz-partiet i spidsen. To tredjedeles flertal i parlamentet gør Orbán i stand til at samle al magt i sine hænder og det har med forfatningsændringer og kontroversielle love mod homoseksuelle og hjemløse vakt nogen kritik i udlandet. Det stærkt nationalistiske parti Jobbik fik næsten 17 % af stemmerne ved valget i 2010, og i nostalgiske miljøer tales åbenlyst om at vende tilbage til grænserne fra før 1918. På gaden kan man købe T-shirts med et billede af en kampvogn og teksten ”Next Stop Bucharest”. Fra Slovakiet høres samme melodi om tabte provinser i Ungarn. Oppositionen mod Orbán mødtes i Budapest ved Margrethebroen nær parlamentet, men området har i længere tid været afspærret på grund af et ”vejarbejde”, hvor der tilsyneladende ikke rigtig sker noget.

I 1956 kom russerne som venner for at redde Ungarn fra en farlig kontrarevolution. Det gik ikke stille af. Tænk, hvis de var kommet som fjender, siger folkeviddet. I Danmark holdt den senere formand for DKP, Knud Jespersen, med sin aldrig svigtende situationsfornemmelse en tale, hvor han sagde, at ”Den hvide terror raser i Budapests gader opflammet af 50.000 tilrejsende nazister…”. Men det er en anden historie. Ingen savner Den Røde Hærs kampvogne, og både EU og NATO ser passivt til, mens Ungarn går en uvis fremtid i møde. Den gamle slagter fra Kispest døde i 1970’erne, så det er svært at se, hvem, der skal få gemytterne til at falde til ro. Heldigvis findes der blandt de hårdtprøvede ungarere en god og mundret talemåde: Minden csoda három napig tart (Et mirakel varer kun tre dage) – så måske vender vinden på et tidspunkt. Både for landet som helhed og for ungarsk fodbold, som har givet verden så meget.




Følg med til hverdag på:
www.facebook.com/pages/Rybners-Bureau/138878056289702?fref=ts

onsdag den 3. april 2013

Fodbold og Modernisme

Min gamle studiekammerat Mikael Drozd har sendt Rybners Bureau en artikel med overskriften ”Dynamics of Futurist Football.” Teksten tager udgangspunkt i et billede, ”Dinamismo di un footballer,” som Umberto Boccioni malede i 1913, da Pro Vercelli fra Piemonte havde vundet det italienske mesterskab tre år i træk. Sporten – i dette tilfælde fodbold – skulle udtrykke den moderne verdens iboende dynamik. For det utrænede øje er maleriet beslægtet med Marcel Duchamp: ”Nøgen, der gaar ned ad en Trappe” (1912), hvor ”den muskulære dynamik” ifølge Gyldendals Encyklopædi ”fortsætter ud i det omgivende rum”.

I begyndelsen af 1920’erne blev kraft og bevægelse udforsket i fodboldmalerier af bl.a. Iras Baldessari. Så kom fascismen, og det er en længere historie – læs mere neden for. I Danmark kender vi Harald Giersings “Fodboldspillere foran Maal” (1912) og ”Fodboldspillere. Sofus header” (1917).

Futurismen, og i en mere bred forstand modernisterne, skildrede bl.a. menneskets placering og dets psykologi i den sociale virkelighed. Der findes derfor folk, som hævder, at modernismen har overlevet sig selv, fordi man ikke længere lever op til forestillingen om, at kunsten kan pege på det moderne livs problemer og indgå i en løsning af dem. Det er jeg helt uenig i: For eksempel ligner en almindelig kamp i Superligaen – især på de tunge baner i foråret – meget præcist opstillingen til et stilleben eller nature morte, om man vil. Det går heller ikke særlig stærkt i italiensk fodbold for tiden. Vi kunne godt bruge folk som Boccioni, Giersing og Sophus Krølben til at sætte fart i spillet.

Se Przemysław Strożek: “Dynamics of Futurist Football” her:
http://www.italianfuturism.org/2013/03/football-and-futurism/

Læs mere om Rybners Bureau på Facebook:
 



 
 

Umberto Boccioni: ”Dinamismo di un footballer” (1913), Marcel Duchamp: ”Nøgen, der gaar ned ad en Trappe” (1912) (bagerst i midten), Iras Baldessari: ”Giocatore di Pallone” (1920) (forrest i midten), Harald Giersing: ”Fodboldspillere foran Maal” (1912) og Harald Giersing: ”Fodboldspillere. Sofus header” (1917).