Aften i Sheffield

I enhver by er der et sted, hvor man mødes, hvor de elskende sætter hinanden stævne, hvor folk i generationer har stået en sommermorgen eller stampet utålmodigt i vinterkulden, mens de ventede på en, som aldrig kom. I Sheffield hedder stedet Coles Corner. Den engelske crooner Richard Hawley, der med et skamløst twang lyder som en blanding af Roy Orbison og Elvis Costello, fortæller:"…I used to have to go with my sister to point out her date as her eyesight was so bad and she wouldn't wear her glasses…". Navnet stammer fra Cole Brothers Department Store på hjørnet, som lukkede i 1969.



 

Coles Corner i Sheffield og EdwardHopper: “Nighthawks” (1942).

Det er i det hele taget gået stærkt tilbage for den gamle industriby Sheffield, hvor stålproduktionen havde sin storhedstid i årene op til den økonomiske krise i 1930’erne. Byen var præget af rygende fabrikker og udstrakte slumkvarterer, og forfatteren George Orwell kaldte Sheffield for den grimmeste by i Den Gamle Verden. I december 1940 blev byen hårdt ramt under The Sheffield Blitz. Med den almindelige nedgang i industri og kulproduktion i 1970’erne og 80’erne gik det for alvor nedadbakke for byen. Det kan man bl.a. se i filmen The Full Monty fra 1997, hvor en gruppe arbejdsløse mænd forsøger at stable en strippergruppe på benene for at konkurrere med Chippendales. Filmens hovedperson, Gaz, går på et tidspunkt rundt i en Sheffield United-trøje. Det er i øvrigt i den film, at de målbevidste herrer først får en dansesekvens på plads, da de opdager, at den minder om Arsenals offside-fælde, hvor fire mand på samme tid hæver armen og træder et skridt frem.



 

Tony Adams og The Arsenal Offside Trap.

 Richard Hawley holder med rivalerne fra Sheffield Wednesday:

“…Oh dear… supporting Wednesday is a life issue, my earliest memory is standing on the Kop holding my grandfather’s hand (all football grounds in Britain have a Kop, it came first from Liverpool Football Club after a regiment of Liverpool soldiers were wiped out in the Boer war, at a battle ground called Skion Kop… true… honest). Anyway, in general, Wednesday aren’t very good but I love them, it’s a loyalty thing. I haven’t been to a game for two years ’cause of touring but I always check the results – usually its not good BUT, when they win I float above the ground… well for a while a least, I don’t just sing when we’re winning…”.

Der er ikke meget at råbe hurra for i Sheffield. Verdens ældste stadigt eksisterende fodboldklub, Sheffield FC, som blev stiftet i 1857, havde sin stjernestund i 1904, da klubben vandt The FA Amateur Cup. Sheffield United vandt ligaen i 1898 og FA Cup’en i 1899, 1902, 1915 og 1925. Sheffield Wednesdays sejr i Liga Cup’en i 1991 var den første pokal siden 1935. Holdet blev mestre i 1903, 1904, 1929 og 1930, og vandt den engelske pokalfinale i 1896, 1907og 1935. I 1966 tabte holdet FA Cup-finalen med 2-3 til Everton i en berømt kamp, hvor Wednesday havde været foran med 2-0.

I flere år optrådte Sheffield United i Tipslørdag med ”…et udpræget fysisk betonet spil, men også tilsat tekniske krydderier…”, som der stod i samlehæftet Fodbold 72/73. Mange vil huske det sort/hvide mudder på Bramall Lane, hvor man kunne ane spillere som Trevor Hockey, Len Badger, Tony Currie og den elegante innerwing Alan Woodward. På det tidspunkt var Wednesday helt nede i 3. division. Den lange ørkenvandring blev afbrudt af en revival i 1980’erne og 90’erne, hvor stjernerne hed Lee Chapman, Gary Megson, Chris Waddle, Des Walker og Paolo Di Canio. Holdets hjemmebane, Hillsborough, lagde under VM i 1966 græs til fire kampe – blandt andet kvartfinalen mellem Vesttyskland og Uruguay (4-0) – og så var det her, 96 tilskuere i 1989 blev mast ihjel og 766 kvæstet på den overfyldte endetribune under en semifinale i FA Cup’en mellem Liverpool og Nottingham Forest. Politiet forsøgte i årevis at dække over den meget mangelfulde indsats på dagen. Den 15. april 1999, blev der opstillet en mindesten nær hovedindgangen på Parkside Road. Ved EM i 1996 spillede Danmark sine tre kampe her mod hhv. Portugal, Kroatien og Tyrkiet.



 

Hillsborough, FA Cup-finalen 1966, Sheffield FC, Sheffield Wednesday, Alan Woodward, Trevor Hockey og Len Badger.


Tilhængerne af The Blades fra Bramall Lane synger på John Denver-melodien ”Annies Song”:

You fill up my senses

Like a gallon of magnets
Like a packet of Woodbines
Like a good pinch of snuff
Like a night out in Sheffield
Like a greasy chip butty
Like Sheffield United
Come thrill me again
Nar nar nar na nar nar
Oo
Oo oo

(Woodbines er et gammelt cigaretmærke. Butty betyder sandwich på den lokale dialekt, og en greasy chip butty er en sandwich med chips.)

Lige nu ligger Sheffield Wednesday tredjesidst i The Championship, United er nummer 23 af de 24 hold i League One, mens Sheffield FC befinder sig på niendepladsen i landets ottendebedste række, Northern Premier League Division One South. Næste opgave for de tre klubber er henholdsvis Derby County (ude), Gillingham (hjemme) og Coalville Town (ude). I mellemtiden leder byens unge stadig efter lykken på Coles Corner, mens deres forældre mindes Len Badger og en svunden tid:

I wrote you a letter

Late last night
The words on the paper
My true heart's desire

Now in this bright morning

Oh, what did I find?
No sign of the letter
Ashes on the fire

I know that you weary

Of this life we've made
In silence I sit here
And read the flames

Come sit down beside me

You ghosts of the pyre
And nightly remind me
Ashes on the fire

 

Følg med på Facebook/Rybners-Bureau

Mellem Messi og Messias

Der findes liv i grænselandet mellem Serie 6, Champions League og de store slutrunder. Hvert år møder hold fra San Marino, Andorra, Liechtenstein, Malta, Færøerne og Luxembourg deres skæbne med oprejst pande.
  

Med mellemrum dukker de små fodboldnationer op i avisernes overskrifter. De fleste kan huske die Blamage, da Færøerne med tophuemålmand Jens Martin Knudsen og Mørkøre-brødrene den 12. september 1990 slog Toni Polsters Østrig med 1-0 i Landskrona. Målet blev sat ind af lagerchef i Sandavågs tømmerhandel, Torkil Nielsen. ”Gott hat unsere Überheblichkeit bestraft”, skrev wiener-avisen Kleine Zeitung dagen efter. Omvendt tabte Malta i december 1983 med 12-1 i Sevilla, så Spanien og ikke Holland kvalificerede sig til EM i Frankrig. Man må sige, at resultatet flaskede sig, for spanierne skulle vinde med lige netop 11 overskydende mål. Den maltesiske målmand Bonello fik aldrig kontrakt i Eredivisie. Næste gang man tager sig til hovedet over forsvarskoks og tenniscifre, bør man huske, at befolkningstallet på Malta er 407.000, på Færøerne 49.000, i San Marino 29.000, Andorra 70.000, Liechtenstein 35.000, Luxembourg 480.000 og Gibraltar 29.000. Til sammenligning anslås det, at der bor over 80 millioner mennesker i Tyskland.

Senest er Gibraltar blevet optaget i det europæiske fodboldforbund UEFA. Det skete med blandt andet med støtte fra det catalonske separatistparti Ezquerra Republicana, mens en talsmand for den spanske regering udtalte, at man ville gøre alt for, at ”denne hypotetiske situation” ikke skulle opstå.

Englænderne besatte Gibraltar i 1704 under Den Spanske Arvefølgekrig, og det har lige siden været en torn i øjet på Spanien, som kræver halvøen tilbage. At spanierne selv har to tilsvarende besiddelser på Nordafrikas kyst – Ceuta og Melilla – er en anden historie, som man går let hen over inde på fastlandet. I 2002 viste den seneste folkeafstemning, at 99 % af Gibraltars befolkning ønsker at være en del af Storbritannien. Der er ingen udsigt til, at det tal vil falde med en arbejdsløshed på 36,6 % i Andalusien nord for grænsen. Der bor knapt 30.000 mennesker i Gibraltar, og landsholdets hjemmebane, Victoria Stadium, har 5.000 siddepladser, men det er et åbent spørgsmål om der bliver fyldte tribuner foreløbig. Som de fleste ved, ligger Storbritannien og Spanien i åben strid om retten til farvandet ud for Gibraltar. Lokalregeringen under Fabian Picardo har smidt nogle store betonklodser ud på havbunden i Algeciras-bugten, angiveligt for at forhindre de spanske fiskere i at trawle rejer. Det har fået en armada af spanske fiskerbåde til at blokere havnen i Gibraltar, mens den britiske regering har kaldt fregatten HMS Westminster til området.

Spanien vil kun – hårdt presset – anerkende Storbritanniens suverænitet over selve Gibraltarklippen og farvandet inde i den lokale havn. Samtidig har briterne i mange år foretaget en række opfyldninger, som bl.a. har givet plads til lufthavnen og en udvidelse af dokområdet. For tiden fylder man op ved Catalan Bay på østsiden af halvøen. De spanske myndigheder har svaret igen ved at tilbageholde lastbiler med jord til opfyldningen, og på det diplomatiske plan har man taget sagen om betonklodserne op i EU. Samtidig har spanierne – med henvisning til at Gibraltar ikke er med i Schengen-samarbejdet – skærpet grænsekontrollen. Det tog tidligere 1-2 timer – hver vej – at få sin bil gennem tolden, og nu er ventetiden oppe på over 7 timer. Det gør ikke hverdagen lettere for den lokale befolkning og turisterne, som denne sommer – allerede inden den spanske blokade – måtte vente 1 time på en omgang fish’n’chips på pubben The Angry Friar.



Storbritannien gør krav på en tresømilegrænse omkring Gibraltar, mens Spanien kun vil anerkende havnen som britisk farvand. Fra midten af 1800-tallet har briterne udvidet området ved opfyldninger. Det har blandt andet givet plads til det lokale fodboldstadion, Victoria Stadium, som kan anes ved landingsbanen i højre side af det viste luftfotografi.

Når støvet lægger sig, skal vi vende os til klubber som Glacis United, Gibraltar Pilots FC, College Cosmos, Pegasus FC, Lynx og Rock Rovers. Landsholdet har siden 1993 klaret sig hæderligt i Island Games, som blandt andet tæller udvalgte hold fra Ålandsøerne, Rhodos, Isle of Man, Madeira, Orkney og norske Frøya ud for Trøndelag. Bedste resultat er en finalesejr i 2007.

I 2006 deltog Gibraltar i den såkaldte FIFI Wild Cup for lande, som ikke bliver anerkendt af det internationale forbund FIFA. De øvrige deltagere var Grønland, det tyrkiske Nordcypern, Zanzibar, Tibet og – med et glimt i øjet – Republikken St. Pauli. Alle kampe blev spillet på FC St. Paulis hjemmebane Millerntor i Hamborg. Gibraltar tabte 2-0 i semifinalen mod Nordcypern, som to dage senere vandt finalen med 4-1 over Zanzibar efter 0-0 i den ordinære kamp og straffesparkskonkurrence.

Mens vi venter på Ceuta og Melilla, er den såkaldte VIVA World Cup et andet alternativ til FIFA. Turneringen, som er blevet spillet fem gange siden 2006, arrangeres af New Federation-Board (NF-Board), som har en række borgerrettighedsfolk i spidsen. Medlemmer og associerede forbund omfatter Provence, Sardinien, Regno delle Due Sicilie, Skåneland, Lapland, Masaierne, Sydcameroun, Molukkerne, det sydlige Niedersachsen, Vallonien, samt Grønland, Tibet og Nordcypern, der blev nævnt oven for i forbindelse med FIFI Wild Cup. Listen er endeløs, og ser man bort fra tibetanerne, de tyrkiske cyprioter og Padanias landshold, som støttes af det højreorienterede, indvandrerfjendske separatistparti Lega Nord i Italien, så lyder det jo alt sammen meget gemytligt. Men der er ikke tale om en fredelig dyst mellem unionshold fra Jylland og øerne. I mange tilfælde er fodbold en del af kampen for selvbestemmelse og national identitet. For eksempel springer navne som Kurdistan, Darfur, Vestsahara, Tamil Eelam og Tjetjenien i øjnene længere nede på NF-Boards liste. Det er alle sammen steder med voldsomme etniske og militære konflikter.



I 2001 vandt Grønland 4-1 over Tibet i Vanløse Idrætspark. Begge hold deltager i VIVA World Cup, som i 2012 blev vundet af Irakisk Kurdistan. Nederst til venstre ses holdet fra Vestsahara, som endte på en sjetteplads.

Umiddelbart står Grønland uden for FIFA af mere fredelige grunde. Klimaet gør det umuligt at anlægge græsbaner, og det kræver FIFA angiveligt som underlag til officielle landskampe. Hvorfor det færøske landshold så må spille på Tórsvøllurs kunstgræs i Tórshavn, står i skrivende stund hen i det uvisse. Det er ren spekulation, men der kan selvfølgelig også være andre årsager til at grønlænderne fortsat er ude i mørket. I 2001 spillede Grønland – trods voldsom modstand fra Kina og FIFA – mod det tibetanske landshold. Det kom der blandt andet dokumentarfilmen Det Forbudte Landshold ud af. Kampen, der blev spillet så eksotisk et sted som i Vanløse Idrætspark, fik stor international bevågenhed, og det irriterede kineserne, som farer hårdt frem både i Tibet og mod uygurerne i den vestlige Xinjiang-provins. Grønland vandt i øvrigt fodboldkampen med 4-1.

Et landshold fra Korsika har foreløbig kun spillet tre kampe – i 1967, 1998 og 2009. Siden 1970’erne har Fronte di Liberazione Naziunale Corsu (FLNC) stået bag bankrøverier, afpresning og en lang række bombeanslag mod banker, offentlige bygninger og andre symboler på det, man kalder fransk imperialisme – senest er FLNC begyndt at angribe indvandrere. Omvendt tager centralmagten i Paris ikke med fløjlshandsker på separatistiske bevægelser, så modsætningerne er lige så uforsonlige som i Baskerlandet. Her bekendtgjorde ETA i efteråret 2012, at organisationen ville afslutte den væbnede kamp for at indlede forhandlinger med den spanske regering, men det er sket før, og ingen ved, om der er bedre chancer for at det lykkes denne gang. ETA kræver amnesti for deres fængslede medlemmer, men det nægter den konservative regering i Madrid, som støttes af ofrene for terrorismen.

Sidste år var den baskiske landstræner, Mikel Etxarri Sasiain, i København for at besøge BK Skjolds formand Jan Sørensen. Etxarri Sasiain er et både interessant og sympatisk bekendtskab. Baskernes forbund forsøger at holde en hårfin politisk balance, hvor man ikke er anerkendt af UEFA, samtidig med at flere af de bedste spillere nægter at stille op. Landsholdet kan mønstre folk som Xabi Alonso, Fernando Llorente, Iker Muniain, Javi Martínez, Ander Iturraspe, Markel Susaeta, Xabi Prieto og Mikel Arteta, mens andre ikke vil spille for et hold, der kun repræsenterer den spanske autonome region Euskadi. De mest radikale baskere kræver, at holdet skal omfatte spillere fra de baskiske områder i Navarra og Sydfrankrig, så man kan stille op under navnet Euskal Herria. Baskernes landshold har kun halvofficiel status, og Mikel Etxarri Sasiain må ikke kalde sig landstræner. Derfor er han ansat som leder af fodboldafdelingen under det baskiske selvstyres universitet i Durango. Det er svære arbejdsbetingelser, og holdet har haft svingende resultater. Sejre som 2-1 over Uruguay, 4-0 over Serbien, 2-1 over Estland 3-1 og over Venezuela skal ses i lyset af uafgjort 1-1 og 2-2 mod Catalonien og nederlag på 0-2 mod Tunesien, 0-1 mod Cameroun og 0-1 mod Wales. Seneste kamp var den 29. december 2012, da baskerne vandt 6–1 over Bolivia i San Sebastián.

De autonome regioner Galicien, Asturien, Cantabria, Estremadura og Andalusien spiller også lejlighedsvist uofficielle landskampe, men her er konflikten mellem centralmagt og lokalt selvstyre ikke så voldsom.



Baskerlandet og Catalonien bruger åbenlyst deres uofficielle landshold i kampen mod centralregeringen i Madrid.

Vil man have dramatik, skal man tage landevej A2 fra Madrid over Zaragoza til Barcelona. Det catalonske landshold blev fra 2009 til januar 2013 styret af Johann Cruyff. Holdet har de stærke spillere Xavi, Busquets, Piqué, Puyol, Bojan og Tello i spidsen, men man spiller også kun et par kampe omkring jul og nytår – senest 1-1 mod Nigeria. Både det baskiske og catalonske landshold har en rimelig folkelig opbakning og 25-30.000 tilskuere til hjemmekampene. For tiden deltager et hold fra Catalonien i UEFA Regions' Cup for amatører, hvor man er i pulje med Yugoiztochenregionen (Bulgarien), Isloch (Hviderusland) og Olimp Moskva (Rusland). Imens arbejder stærke kræfter for at løsrive Catalonien fra Spanien. Selvstyrets præsident, Artur Mas, gik i 2010 til valg på at love en folkeafstemning om en selvstændig catalonsk stat, og i følge de seneste meningsmålinger ville næsten 55% af catalanerne stemme for kravet om uafhængighed. Imidlertid er sådan en afstemning i strid med Spaniens forfatning, som bygger på landets uopløselige enhed (la indisoluble unidad de la Nación española), og i Madrid har premierminister Mariano Rajoy fra det konservative Partido Popular blankt afvist at komme Mas i møde. På det symbolske plan er FC Barcelonas ny udebanetrøje rød- og gulstribet som det catalanske flag, La Estelada. De bar trøjen under denne uges Super Cup mod Atlético Madrid på Vicente Calderón, og det bliver interessant at se, hvilken spilledragt, holdet vælger, når der den 23. marts spilles El Clásico på Estadio Bernabéu.

Den slags problemer er ukendte i Vatikanstaten, hvor man siden 2007 har afviklet den såkaldte Clericus Cup – lo scudetto pontificio. Italienskender og forfatter Thomas Harder skriver:

 

 ”…I fodboldturneringen 2011 deltog spillere fra mindst 65 forskellige lande fordelt på 16 hold opkaldt efter deres respektive [kirkelige] læreanstalter (”Kundskabens Sæde”, ”Kirkens Moder”, ”Frelserens Moder”, ”De Nordamerikanske Martyrer” osv.). Foruden de gængse røde og gule kort råder dommerne i Clericus Cup også over et blåt kort, som (sjældent) bruges til at sende en spiller, der har opført sig usportsligt, ud af banen i fem minutter…”.

 

(fra Kirken – Pavens by i bogen Vide Verden: Rom, Aarhus Universitetsforlag 2012)

 

Tænk en gang: Et blåt kort til selvransagelse. Vatikanet er hverken medlem af UEFA eller FIFA, men siden 1994 har pavestatens landshold spillet ni kampe mod Monaco, Palæstina, San Marinos reserver, schweiziske SV Vollmond, hold fra religiøse skoler, Roms politikorps og de italienske toldere under Finansministeriet. Det er blevet til 3 sejre, 2 uafgjorte, 4 nederlag og en målscore på 19-16. I en periode blev holdet trænet af legendariske Giovanni Trapattoni.

I maj 2013 vandt holdet North American Martyrs Pavestatens fodboldturnering Clericus Cup – lo scudetto pontificio. I august var Lionel Messi i audiens hos Pave Frans. Er Messi på vej væk fra Barcelona?

Den 18. maj i år vandt holdet North American Martyrs Clericus Cup med en finalesejr på 1-0 over Mater Ecclesiae. Efter sejren udtalte en af spillerne, at til hverdag bruger vi mest tid på Messias, men på banen er Messi bedre. Transfervinduet er stadig åbent, og det er uklart, hvad Lionel Messi og Pave Frans talte om, da det argentinske landshold fornylig var i audiens inden landskampen mod Italien på Stadio Olimpico.

Alle husker Maradona og Guds Hånd – der er mere mellem himmel og jord – og der er, som nævnt, et liv uden for Champions League og de store slutrunder. Bag overskrifterne, mellem Messi og Messias. God fornøjelse!

Læs mere på:
https://www.facebook.com/pages/Rybners-Bureau/138878056289702?fref=ts

Booking:
http://artebooking.dk/artist-details/?did=1525*
http://foredragsportalen.dk/foredragsholdere/s/svend-rybner/

Forventningens Glæde

I mødet med nationens store søn, Søren Kierkegaard, overvældes mange af en voldsom træthed, efterfulgt af konsonanterne – Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz! Kierkegaard er især kendt for at hæve sin forlovelse med Regine Olsen. Desuden var han en af de førende kristne eksistentialister, som mener, at ethvert menneske må træffe de valg, der åbner døren til det guddommelige – det kan hverken Gud eller Bibel gøre for os. Vi skal for eksempel lære af liljen og fuglen, som lever i nuet. Mennesket, derimod, plages af bekymringer både for morgendagen og for det, han spiste i går og ikke har betalt. ”…Kan Du ikke see Dig glad paa Lilien og Fuglen, der jo er Glæden selv, […] kan der ikke være Tale om Mangel paa Evne; det maa være noget Andet som Uvillighed eller vel endog som Gjenstridighed.” Den slags bliver man jo i et mægtigt humør af, og nu viser det sig, at et af Kierkegaards mest navnkundige citater – ”Forventningens glæde er den største” – ikke engang er hans eget, men er frit opfundet. Det har altid heddet sig, at han efter få takter af en opera trak den arme Regine Olsen ud af salen med de nævnte ord. Nyere forskning viser imidlertid, at der i virkeligheden er tale om en episode, hvor han måtte forlade teatret, fordi han havde ondt i hovedet. Uden at sige en stavelse. Men lad nu dét ligge.

 

I Barcelona troppede 56.500 mennesker op på Camp Nou for at overvære præsentationen af klubbens ny stjernespiller, Neymar da Silva Santos Júnior. Både Real Madrid og Barcelona har haft snøren ude efter ham, og efter flere års rygter og spekulationer har manden og hans rådgivere endelig truffet en beslutning.

Neymar, den muntre Søren Kierkegaard og Frk. Olsen.

 

Der har altid været hård konkurrence om de bedste spillere. Det gælder både midtbanespilleren Luis Molowny og den flamboyante ungarer Ladislao Kubala. Kubala gjorde Barcelona til et storhold i første halvdel af 50’erne. Mest kendt er balladen om den elegante argentiner Alfredo di Stéfano, som efter et beskidt slagsmål bag kulisserne havnede i Real Madrid. De to journalister Xavier G. Luque og Jordi Finestres har været i arkiverne og beskriver i bogen El caso Di Stéfano. Toda la verdad sobre el caso que marcó una época (Barcelona 2006), hvordan Di Stéfano skrev kontrakt med Barcelona, men kom under pres fra folk i den politiske ledelse. Undervejs blev klubbens præsident, Martí Carreras, truet på sit levebrød. Hvis ikke han makkede ret, ville den spanske valutacentral gøre det meget vanskeligt for hans tekstilfabrik at importere klæde – ”… Vær nu fornuftig. De har jo familie…”.

Ladislao Kubala og Alfredo di Stéfano i Barcelona. I efteråret 1953 skiftede Di Stéfano til Real Madrid efter pres fra folk i Franco-regimets ledelse. Argentineren har altid været tavs om sin egen rolle i sagen.

 

Den 23. oktober 1953 afstod CF Barcelona formelt Alfredo di Stéfano til Real Madrid. To dage senere scorede den blonde argentiner to mål, og lagde op til yderligere to, da Real på hjemmebane bankede Barcelona med 5-0. El Madrid vandt 8 ud af de følgende 11 mesterskaber – det første i sæsonen 1953-1954 – og blev dermed Spaniens repræsentant i den første Europa Cup for mesterhold, som blev spillet netop det år. Den vandt man så fem år i træk til og med 1960 og den episke 7-3-sejr over Eintracht Frankfurt på Hampden Park i Glasgow, hvor Ferenc Puskás og Di Stéfano scorede henholdsvis fire og tre mål.

 

I Barcelona skal Neymar fungere sammen med Lionel Messi, og det er tvivlsomt om han på fodboldbanen vil få samme betydning som Di Stéfano. Mindre kan også gøre det, og måske er der andre hensyn at tage. Den spanske sportsavis Marca anslår at den samlede købspris løber op i 57 millioner uuro, men samtidig betegnes Neymar som en pengemaskine, der kan skabe enorme indtægter til sin ny klub. I august 2010 oprettede man selskabet NJR, som skal tage sig af hans personlige aftaler. Neymars sponsorer omfatter Nike, Volkswagen, Mentos, Red Bull, Panasonic og Unilever, som til sammen lægger 20 millioner euro om året. Det gør ham til verdens femtebedst betalte spiller efter Beckham, Messi, Ronaldo og Eto’o, og da Neymar kun er 21 år gammel, har han et enormt vækstpotentiale.

Billedet taler vist for sig selv. Det er ”T-shirt” nede til højre.

Det falder sammen med at de store europæiske klubber – og i sær de spanske – tjener flere og flere penge på T-shirts og merchandise. For FC Barcelonas vedkommende steg disse indtægter med 30 millioner euro og udgjorde ifølge Deloitte Football Money League 39% af indtægterne i sæsonen 2011-2012 – i tørre tal 187 millioner af i alt 483 millioner euro. Da Real Madrid og Barcelonas årlige TV-indtægter fra den hjemlige liga ligger nogenlunde fast på et sted mellem 136 og 140 millioner, må man kigge andre steder hen, hvis der skal flere penge i kassen.

Nu er Neymar og Messi på samme hold. Alle er interesseret i at få samarbejdet til at fungere.

Der er ikke mange, som kan huske Arsenals japanske spiller Junichi Inamoto, men de fleste vil nikke genkendende til hans tilnavn ”T-shirt”. Inamoto var i klubben i sæsonen 2001-2002, hvor han ikke spillede en eneste ligakamp. Onde tunger hævder at han kun blev købt for at øge salget af spilletrøjer i Asien. Hvordan vil det gå Neymar? Han siger, at den varme modtagelse i Barcelona har givet ham tårer i øjnene og at det er en ære og så videre at skrive kontrakt med så stor en klub – pengene betyder intet. Derefter udtalte den unge brasilianer, at han kun spiller for at gøre Messi bedre. Det er alt sammen rørende. Men hvor god er Neymar i virkeligheden, når han bliver presset af de bedste spillere i Europa? Kierkegaard siger, at vi selv træffer de valg, der åbner døren til det guddommelige. Måske lykkes det for Neymar i Barcelona, måske mangler han evnen. Viljen er helt sikkert til stede.

Følg med til hverdag på:
https://www.facebook.com/pages/Rybners-Bureau/138878056289702?fref=ts

Booking:
http://artebooking.dk/artist-details/?did=1525*
http://foredragsportalen.dk/foredragsholdere/s/svend-rybner/

Drama i Beograd

Der udspiller sig i disse dage et drama i storklubben Partizan Beograd. Holdet er blevet mestre i de sidste fem sæsoner, og for en måned siden førte man den serbiske Superliga med 11 points ned til ærkerivalerne fra Røde Stjerne. Med 0-0 ude mod bundholdet Novi Pazar sidste søndag blev forspringet imidlertid reduceret til kun 2 points. Samme aften blev træner Vladimir Vermezović fyret og erstattet af klubbens gamle forsvarsspiller Vuk Rašović. I ugen op til kampen var Partizan blevet rystet, da direktør Ljubiša Tumbaković efter en længere magtkamp med Vermezović pludselig forlod sin post for at blive manager i kinesiske Wuhan. Samtidig er det kommet frem, at klubbens tre angribere har været oppe at slås til træning. Skandalen, som den kaldes i de serbiske aviser, udspringer af kampen om en startplads mellem Marko Šćepović, Lazar Marković og Aleksandar Mitrović. Med 10 mål ligger Mitrović nummer 4 på den serbiske topscorerliste. Min gode ven Nastas Jakšić fortæller, at den kun 19-årige Marković regnes for at være et af de største talenter i mange år i serbisk fodbold, og i pressen verserer der vedvarende rygter om, at han er på vej til Chelsea for 6 millioner pund.

 

Den unge angriber Lazar Marković sættes i forbindelse med Chelsea. Hvis handlen bliver en realitet, forventes det, at han i begyndelsen udlejes til en mindre klub lige som belgiske Romelu Lukaku, som i den forløbne sæson har spillet i West Bromwich.

 

Salget af Lazar Marković afspejler den tilbagegang serbisk – og i videre forstand jugoslavisk – fodbold har været ude for. Det jugoslaviske landshold nåede semifinalerne ved VM i 1930 og 1962 og har gentagne gange klaret sig godt ved de store slutrunder – særligt i 1970’erne og lige op til Jugoslaviens opløsning i 1991-1992. Navne som Džajić, Vujović, Stojković, Savićević, Pančev, Boban og Prosinečki klinger smukt i ørerne på alle fodboldelskere. Mange kalder dem Balkans brasilianere, og det er ikke tilfældigt, at Røde Stjernes hjemmebane i folkemunde kaldes Marakana efter det store stadion i Rio de Janeiro.

I 1966 nåede Partizan Beograd finalen i Europa Cup’en for Mesterhold, hvor man tabte 1-2 til Real Madrid, og i 1991 vandt det formidable Røde Stjerne-hold finalen over Olympique Marseille i Bari – 5-3 på straffe efter 0-0 i den ordinære – og i øvrigt meget kedelige – kamp. Da Jugoslavien faldt fra hinanden, blev storhold som Dinamo Zagreb, Hajduk Split, Partizan og Røde Stjerne skilt fra hinanden og fordelt i ligaer, hvor kvaliteten i sagens natur var udvandet. Også i Serbien, hvor der hersker skotske tilstande. Siden 1993 har kun den berygtede krigsforbryder Arkans FK Obilić i sæsonen 1997–98 været i stand til at bryde Partizans og Røde Stjernes dominans.



 

Jugoslavisk fodbolds Finest Hour. Den 11. maj 1966 tabte Partizan Beograd finalen i Mesterholdenes Europa Cup til Real Madrid med Francisco Gento i spidsen. Kampen på Heysel Stadion i Bruxelles endte 2-1 på mål af Vasović, Amancio og Serena. Den 29. maj 1991 vandt Røde Stjerne med Robert Prosinečki, Siniša Mihajlović, Darko Pančev, Dejan Savićević og Dragiša Binić finalen i Bari over Olympique Marseille. Kort efter begyndte krigen, som førte til Jugoslaviens opløsning.

Samtidig er der problemer med faldende tilskuertal til kampene i en forudsigelig liga, og i oktober 2012 kom det voldsomme uroligheder med vold og racistiske tilråb under en U21-landskab mod England. Efter krig og økonomisk kollaps er pengene der heller ikke længere, så i dag befinder serbisk og kroatisk fodbold sig langt nede i fodboldens internationale fødekæde. Der er mange skår, der skal klinkes på Balkan, men med den begyndende normalisering mellem Serbien og Kosovo – senest i slutningen af april i år med den serbiske regerings godkendelse af Kosovos aftale med EU – kan man håbe, at landet har taget første skridt ud af krisen.

På fodboldbanen tyder alt på, at kampen om årets mesterskab bliver afgjort i tredjesidste spillerunde den 18. maj, hvor Partizan og Røde Stjerne (Crvena Zvezda på serbisk) mødes på Stadion Partizana i Večiti Derbi – Det Evige Derby. Lokalopgøret mellem Partizan og Røde Stjerne hører til de mest intense i verden. For eksempel er det opført som nummer 4 på Daily Mails liste over The Greatest Rivalries in Club Football, hvor Boca-River, Fenerbahce-Galatasaray og Celtic-Rangers ligger nummer 1, 2 og 3. Det er et åbent spørgsmål, hvordan man måler den slags, og det er de sikkert ligeglade med i Beograd, hvor der kun få hundrede meter mellem de to stadions i bydelen Savski Venac lige syd for centrum: Tilhængerne hader hinanden af et godt hjerte. Modsætningerne går tilbage til klubbernes oprettelse lige efter Anden Verdenskrig. Røde Stjerne blev tilknyttet indenrigsministeriet – i stil med Dynamo-klubberne i resten af Østblokken – mens Partizan var hærens klub – deraf navnet. Under Marskal Titos styre undertrykte man efter bedste evne de nationalistiske modsætninger, som med kroatiske Ustasja og de serbiske tjetnikker fik fatale konsekvenser under Anden Verdenskrig, hvor de kostede mange tusinde mennesker livet. Lidt forenklet blev Røde Stjerne efter Titos død i 1980 et samlingspunkt serbisk nationalisme, mens hærens Partizan blev set som et føderalt hold og dermed som tilhængere af et samlet Jugoslavien.
 

I september 1995 afblæste den danske dommer Knud Erik Fisker kampen AaB-Brøndby, fordi der blev tændt romerlys på Aalborg Stadion. Han havde ikke holdt mange minutter under Det Evige Derby mellem Partizan og Røde Stjerne.

Under krigen på Balkan var der en nær forbindelse mellem den berygtede Arkan og Røde Stjernes mest hårdkogte tilhængere, som går under tilnavnet Delije (heltene). De har blandt andet kæmpet i Vukovar og deltaget i etniske udrensninger. Partizans tilhængere kaldes Grobari (graverne) efter en kirkegård lige ved siden af stadion. De holder sig ikke tilbage og affyrede i 1999 en raket, som dræbte en dreng på modstandernes tribuneafsnit.

Foreløbig har de rød- og hvidstribede fra Røde Stjerne vundet 104 af de 232 opgør mellem de to hold, sort-hvide Partizan har vundet 72, mens 56 kampe er endt uafgjort. Den ny træner Vuk Rašović underspiller naturligvis krisen i Partizan, og snakker om, at der kun er brug for småjusteringer for at køre mesterskabet hjem. Første kamp torsdag aften endte da også med en hjemmesejr på 3-1 mod Radnički Niš, mens Røde stjerne ude vandt 3-2 over FK Jagodina. Imidlertid bør ingen af de to modstandere give nogen søvnløse nætter. Den virkelige prøve kommer til at stå den 18. maj på Stadion Partizana. Beograd betyder Den Hvide By, men den dag får byen sorte og røde striber, og det er stensikkert, at de mange romerlys vil kunne ses fra månen. Det er en underdrivelse at kalde Det Evige Derby for en hvepserede. Velkommen til Hellgrade!, som der står på tilhængernes bannere. Må det bedste hold vinde.

 

Følg med til hverdag på:

https://www.facebook.com/pages/Rybners-Bureau/138878056289702?fref=ts

Ferenc Puskás: En Nostalgisk Rejse til Kispest

Onkel Rudi, den lokale slagter, havde lovet pølser til vinderen af eftermiddagens kamp, men drengene kunne ikke blive enige om at dele hold, og der blev ufred med hudafskrabninger og knyttede næver. De andre ville ikke være med, hvis Bozsik og Puskás skulle spille sammen. Til sidst måtte slagteren skille de stridende parter ad, og de lagde huer ud som mål i begge ender af banen. To minutter før tid scorede Puskás’ hold et kontroversielt mål til 13-12. Modstanderne hævdede, at der forinden var begået et stort frispark mod dem og snart endte alt igen i kaos.


Det gamle stadion i Kispest og en ung Ferenc Puskás med holdkammerater.

De dramatiske begivenheder på engen i Kispest gentog sig mange år senere under VM-finalen i 1954, hvor undertippede Vesttyskland slog det ungarske guldhold Aranycsapat. Ingen havde lyst til at møde Bozsik og Puskás, men med få minutter tilbage bragte Helmut Rahn tyskerne foran med 3-2. Ferenc Puskás fik umiddelbart efter et mål underkendt, da den walisiske linjevogter Benjamin Griffiths meget, meget sent løftede flaget for at vinke offside. ”Jeg kunne have slået ham ihjel”, sagde Puskás, men han resignerede og gav hånd, da den tyske anfører Fritz Walter fik overrakt pokalen.

Ferenc Puskás – Öcsi (Lillebror) blandt venner – debuterede som 16-årig for Kispest i 1943 og kom på landsholdet allerede i 1945. Sammen med barndomsvennen, den elegante halfback József Bozsik, stod Puskás i spidsen for de berømte ungarere, som under landstræneren Gusztáv Sebes udviklede WM-systemet ved at trække holdets centerforward Nándor Hidegkuti længere tilbage på banen. Det stillede modtandernes centerhalf over for et eksistentielt spørgsmål om, hvor han skulle placere sig: Skulle han følge sin mand eller holde pladsen i det bageste geled? England fik aldrig løst problemet og tabte i november 1953 6-3 hjemme på Wembley og 7-1 på Népstadion i foråret 1954.

Scener fra en slagmark. Wembley Stadion den 25. november 1953: England–Ungarn 3-6. Forrest Kocsis, Czibor, Puskás, Bozsik og Hidegkuti.

Under habsburgerne sørgede Ungarn for at lægge sig ud med alle sine naboer, og det var medvirkende til, at landet efter nederlaget i Første Verdenskrig blev splittet ad og mistede store områder til Tjekkoslovakiet, Rumænien og Jugoslavien. Så fulgte Horthy-årene med autoritær fascisme, hvorefter landet i 1945 hårdt og eftertrykkeligt blev indlemmet i den sovjetiske interessesfære øst for jerntæppet.

Kommunisterne brugte målrettet sporten i deres propaganda, og det faldt sammen med at ungarsk fodbold i disse år stod med en gylden generation. Man samlede de bedste spillere på klubholdet Honvéd (Moderlandets Forsvarer), som blev underlagt den ungarske hær, da man i 1949 nationaliserede de små og mellemstore virksomheder. I den situation var det oplagt, at hæren skulle overtage landets uden sammenligning mest populære hold Ferencváros, men klubben og tilhængerne var nært knyttet til Horthy-regimets nationalisme. I stedet blev det landsbyholdet ude i Kispest, som kun havde 4.000 tilskuere til sine hjemmekampe. Valget mellem at aftjene værnepligt ved en afsides grænsepost mod Tjekkoslovakiet eller et liv som professionel fodboldspiller overbeviste hurtigt spillere som Grosics, Czibor, Budai, Kocsis og Lóránt om at det var klogt at melde sig ind i klubben, som nu skiftede navn til Honvéd Budapest.

Puskás har senere fortalt, at han var ligeglad med navneforandringen. Spillerne levede et parallelt og privilegeret liv adskilt fra resten af verden med privilegier udlandsrejser og muligheden for helt åbenlyst at smugle vestlige forbrugsgoder ind i landet. Til gengæld lod spillerne sig fotografere blandt de frivillige, som var udskrevet til at opføre det store Nép Stadion i Budapest med plads til 100.000 tilskuere.

Guldholdet. Mellem 1950 og 1956 vandt det ungarske landshold 42 kampe – blandt andet finalen ved Olympiaden i Helsingfors i 1952 – spillede 7 uafgjort og tabte kun én – den ulyksalige VM-finale mod Vesttyskland. Honvéd spillede hjemmekampe på stadion i Kispest til 1953, hvor regimets stort anlagte Népstadion blev indviet.

I dag tager man stadig sporvogn nummer 42 ud til endestationen i Kispest. Derefter går man over den lille jernbaneoverskæring, og så ligger stadion og træningsanlægget lige op ad kirkegården, som det altid har gjort. Ungarerne siger efternavnet først, så nu det hedder Bozsik József Stadion, hjemsted for Kispest Honvéd. Holdet ligger i skrivende stund ligger nummer seks i landets bedste række, mens en kronraget, alt for tatoveret mand holder nysgerrige på afstand. Familien Puskás boede bag den ene tribune – i dag står en lysmast på stedet, og en del huse er revet ned, men ellers ligner området sig selv med små, lave huse ud til de ujævne veje mellem haverne. Folk er meget venlige, så ham den skaldede må være tilflytter.

Kispest før og nu.

Sporvognen går fra metrostationen Határ út. Lidt længere inde ad den store udfaldsvej Üllői út ligger Ferencváros Stadion, hvor landsholdet spillede frem til 1953, da Népstadion stod færdigt. Nép (Folkets) Stadion er i dag opkaldt efter Puskás Ferenc. På vej mod Budapests centrum – Indre Pest, kaldes det smagfuldt på dansk – går Üllőiboulevarden forbi Kiliánkasernen og Corvinbiografen, som var et af de militære holdepunkter under opstanden mod Sovjetunionen i 1956.

Aranycsapat blev aldrig sig selv efter nederlaget i 1954, og den blodige nedkæmpelse af opstanden spredte spillerne for alle vinde. Czibor og Kocsis endte i Barcelona, mens Puskás fik en lang karriere i Real Madrid. Folk som Bozsik, Grosics og Hidegkuti blev i Ungarn og deltog i VM 1958, hvor man røg ud efter gruppespillet, og siden har ungarsk fodbold med få undtagelser været en skygge af sig selv. I Budapest sad Sovjetunionen og den ny partileder János Kádár tungt på tingene.

1956. Øverst billeder af Corvinbiografen, som var et af oprørernes militære støttepunkter.

Lige nu ligger landsholdet nummer to efter Holland i VM-kvalifikationen, men efter Murens fald er Ungarn blevet ramt hårdt af den økonomiske krise. Statsgælden beløb sig i 2012 til 78 mia. Euro – (med ca. 80 % af BNP er det næsten på niveau med Spaniens underskud) – arbejdsløsheden er på 11 %, for de unge under 25 år er den helt oppe på 29 % – det er værre end selv i Spanien – og den politiske højrefløj marcherer frem med premierminister Viktor Orbán og Fidesz-partiet i spidsen. To tredjedeles flertal i parlamentet gør Orbán i stand til at samle al magt i sine hænder og det har med forfatningsændringer og kontroversielle love mod homoseksuelle og hjemløse vakt nogen kritik i udlandet. Det stærkt nationalistiske parti Jobbik fik næsten 17 % af stemmerne ved valget i 2010, og i nostalgiske miljøer tales åbenlyst om at vende tilbage til grænserne fra før 1918. På gaden kan man købe T-shirts med et billede af en kampvogn og teksten ”Next Stop Bucharest”. Fra Slovakiet høres samme melodi om tabte provinser i Ungarn. Oppositionen mod Orbán mødtes i Budapest ved Margrethebroen nær parlamentet, men området har i længere tid været afspærret på grund af et ”vejarbejde”, hvor der tilsyneladende ikke rigtig sker noget.

I 1956 kom russerne som venner for at redde Ungarn fra en farlig kontrarevolution. Det gik ikke stille af. Tænk, hvis de var kommet som fjender, siger folkeviddet. I Danmark holdt den senere formand for DKP, Knud Jespersen, med sin aldrig svigtende situationsfornemmelse en tale, hvor han sagde, at ”Den hvide terror raser i Budapests gader opflammet af 50.000 tilrejsende nazister…”. Men det er en anden historie. Ingen savner Den Røde Hærs kampvogne, og både EU og NATO ser passivt til, mens Ungarn går en uvis fremtid i møde. Den gamle slagter fra Kispest døde i 1970’erne, så det er svært at se, hvem, der skal få gemytterne til at falde til ro. Heldigvis findes der blandt de hårdtprøvede ungarere en god og mundret talemåde: Minden csoda három napig tart (Et mirakel varer kun tre dage) – så måske vender vinden på et tidspunkt. Både for landet som helhed og for ungarsk fodbold, som har givet verden så meget.




Følg med til hverdag på:
www.facebook.com/pages/Rybners-Bureau/138878056289702?fref=ts